Fantasia

Når folk siger: ” Undskyld, at jeg siger det…”, skal man regne med ubehageligheder.
Når folk siger: “Jeg kan rigtig godt lide Ursula, men…”,
så kan de ikke fordrage Ursula.
Når folk siger; “Det er bare en formssag”, så vær på vagt.
Når folk siger: ” Jeg er ikke racist…”, så er det sandsynligvis løgn.
Når folk slutter telefonsamtalen af med; “Nå, men ellers var der ikke noget.” Så er der i den grad noget.
Når han siger; “Det er ikke dig, der er noget galt med, men…”, så er du helt, helt ude i kulden.

Jeg er på ingen måde en af hverken statsminister Løkke Rasmussen eller regeringens støtter, snarere tværtimod, men jeg synes, at dele af pressen er gået for vidt. Igen. Det handler om Lars Løkke Rasmussens far, som åbenbart er alvorligt syg, hvilket formiddagspressen ifølge Politiken har kørt stort anlagte forsidehistorier omkring. Hvorfor, hvad er relevansen, og hvor er fornemmelsen for al god presseskik og etik?
En af disse underlødige avisers chefredaktører forsvarer sig med, at “vi vil gerne lære mennesket Lars Løkke at kende” og “han har selv inviteret pressen indenfor”. Underforstået, så har vi adgang til det hele.
Jeg synes, at det er svinsk og skandaløst. Lad dog mandens familie i fred. Hvis vi fortsætter med at behandle vores folkevalgte på den måde, er det enden på demokratiet. For så vil kun de magtbegærlige og korrupte og samvittighedsløse være politikere.

Det har, synes mange, været en hård og kold vinter, og de fleste glæder sig til forår og sommer. Men jeg er ikke en af dem. For godt nok kan jeg også blive frygtelig træt af vintermørke, kulde og forkølelser, men jeg er ikke vild med solen, eller måske er det nærmere sådan, at solen er ikke vild med mig.

Så når kolleger, venner og famillie sukker efter ferie i Thailand, Tyrkiet eller Tenerife, så vil jeg hellere til Island, Grønland eller Nordsverige. Jeg kan nemlig  ikke tåle ret meget sol, ligegyldigt hvad jeg gør, ender jeg altid med at ligne en nykogt hummer efter bare en ganske almindelig gennemsnitssommer.

Snart kommer de,  de gyldne dage, som I alle har ventet på. Dagene, hvor solen skinner fra en skyfri himmel, og folk, som ikke kender hinanden, smiler fjoget til alle og enhver og nikker, nu er det rigtignok blevet sommer. Men bliv ikke bange, når I ser et blegansigt snige sig langs husmurene og vælge den skyggefulde vej. Det er bare mig, som holder mig fra strålerne og glæder mig, glæder mig til, at det bliver vinter igen.

Dagens sjove nyhed var, at de Konservative nu foreslår skattelettelser for omkring 35 millarder kr. Flot, og sikkert nemt at gennemføre med alle de mandater, som partiet står til at kunne mestre ved næste folketingsvalg. Og finansieringen skulle komme fra en slankning af velfærdsstaten og et farvel til regionerne. Det Konservative folkeparti er virkelig en politisk bevægelse med fingeren på pulsen. Alle undersøgelser viser, at danskerne vil have velfærdsstaten, så find lige et nyt politisk projekt. Helst, inden at det er for sent.

Så fik vi en ny konservativ topfigur, og det var dejligt. Spørgsmålet er bare, om det er en person, som kan bringe de Konservative ud af deres dødvande. I første omgang synes jeg, at han godt nok er en anonym skikkelse i politik, jeg kunne gå forbi ham 20 gange uden at genkende ham, men det siger måske mere om mig?
Lars Barfoed har ovenikøbet  været minister i flere omgange, jeg husker ham mest for den såkaldte fødevareskandale, hvor han blev tvunget til at gå af. Er det virkelig det bedste emne et af landets ældste og mest traditionsrige partier kan byde på?
Nå, nej - der er jo også Brian Mikkelsen……..

God valgkamp!

Så er Lene Espersen færdig som leder af det Konservative Folkeparti. Jeg er ikke borgerlig, så jeg fælder ingen tårer, men jeg er dog politisk interesseret, og jeg undrer mig over, at man har valgt at lade Lene Espersen forlade posten som partiformand, men lader hende blive som udenrigsminister.

Kære konservative vælgere og støtter, I har øjensynlig ikke tillid til partiformanden, derfor vil I af med hende inden det forekommende folketingsvalg. Men hun er god nok til den lille, ubetydelige post som landets udenrigsminister?

Endnu en kriminel, nemlig rockeren Brian Sandberg, udgiver nu en bog om sit liv og sine bedrifter. Jeg er forarget ud over alle grænser. Får det aldrig nogen ende? Tidligere har seriemorderen Peter Lundin udgivet et værk, ligesom den flere gange dømte morder,  Jønke, har fået udgivet flere bøger. Sidstnævnte herre er også fordragsholder og talsmand for rockergruppen “Hells Angels”, om hvem, han interviewes til forskellige medier.

Jeg har svært ved at forstå, at man kan udføre umenneskelige handlinger og dernæst blive forfatter. Hvem vil købe disse bøger og læse dem? Hvem vil dyrke disse  typer som idoler?

Måske burde voldsdømte og mordere fratages ytringsfriheden i en nærmere bestemt årrække, så de i det mindste ikke kunne optræde på tv eller til bogmesser i en længere periode.

Er vores sjæl bare lig med vores hjerne? Det mener hjerneforskerne. For dem er der ingen tvivl; der findes ingen udødelige sjæle, ingen opstigen til himmelske højde efter døden, ingen reinkarnation eller skytsengle. Man skulle tro, at det ville tage luften ud af enhver religion, for hvis alt er slut, når hjernen dør, så er det svært at snakke om evigt liv og sjælevandringer. For den nyeste forskning inden for neuromedicin er det fuldstændig videnskabeligt og nøgternt; du er din hjerne ,og din hjerne er dig.

Problemet er bare, at der ikke er ret mange “almindelige mennesker”, som tror på videnskaben i denne forbindelse. En undersøgelse har i USA vist, at et overvældende flertal af både kristne og muslimer er overbeviste om, at de kommer i himlen efter døden. Hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt er, at det tror de fleste adspurgte ateister også, at de gør!

 http://academicearth.org/lectures/founda…

Og i Danmark tror over 25 procent på spøgelser.

 http://politiken.dk/indland/article54003…

Når man hører eller læser argumenterne for, at vores inderste kerne blot er kemiske processer mellem neuroner i vores hjerne, føles det godt nok underligt. Det er ikke særlig romantisk at forestille en hjerne blive forelsket i en anden hjerne. Men i den iøvrigt helt fremragende serie “The IT-crowd” siger en af de medvirkende til en anden, efter de har lavet et vildt nummer med en tredje;”Sometimes I could kiss your brain”. Og hvorfor ikke, en hjerne med hylster udenom, er vel det, vi er.

For alternativet, en ide om noget guddommeligt og en ide om skelnen mellem et jordisk og et åndeligt liv, kan jeg slet ikke acceptere.

Så i morgen når jeg sidder i toget på vej til arbejde vil min hjerne få mine øjne til at glide hen over alle jer andre hjerner, som sidder i hver  jeres indpakning og kører på højtryk.  Gad vide om, der sidder en hjerne i en krop, som jeg burde kysse på?

Jeg har en togkæreste. Det vil sige, at den udkårne ved jo egentlig ikke, rent teknisk,at vi er togkærester, så det gælder nok ikke helt. Men, i mine øjne er han min togkæreste. Vi tager ofte samme tog, dog ikke fra samme station, og vi skifter til hver sit tog, men fra samme perron. Det er lykkedes mig at komme for sent på arbejde, blot fordi jeg valgte at springe en afgang over, for lige at hænge ud på perronen og nyde synet af den udvalgte.

Desværre er det muligt, at han ikke engang ved, at jeg eksisterer. Han har godt nok set på mig, men jeg frygter, at det er på grund af, at jeg stirrer så intenst på ham. Det virker muligvis generende, sådan meget tidligt om morgenen.

Lidt for meget af mine morgener går med at fantasere om, hvad jeg kunne finde på at lave med togkæresten, hvis altså, jeg selv kunne bestemme. Det er en lille smule sygt, jeg ved det.

Men foråret har ramt mig.

Igen.

I sidste uge var jeg inde i Cinemateket og se den japanske film, “Symbol”. Filmen handlede om, en mand, som var spærret inde i et stort, hvidt rum, hvor små tissemænd hang på væggene. Berøring af de små, udløste en høj lyd og resulterede også i, at et eller andet skete. Sushi blev smidt ind i rummet, en dør blev åbnet, men aldrig længere end, at han lige nøjagtig ikke kunne nå at komme ud. Et stykke inde i filmen var rummet fyldt med bonsaitræer, spisepinde, mangategneserier, en liggestol, soya og alt mulig andet. Filmen handlede om, hvorledes at den indespærrede forsøgte at bruge de mange underlige ting og sager til at slippe ud. Men samtidig var der en anden historie kørende. En mand, i et spansktalende land, skulle dyste i en form for wrestling, og den indespærrede japaners valg af tryk på de små tissemænd havde betydning for udfaldet af kampen. Det er nok den mærkeligste film, som jeg nogensinde har set, men hvis man ikke skulle se mærkelige film under en filmfestival, hvornår så? Længe leve CPH PIX.